Lektion 3: “Emhætten” og den mentale arbejdsro

Få ro i hovedet og skab et fokus for dit vanearbejde

At ændre vaner er et ”mind game”. Så derfor skal du begynde med at få styr på opmærksomheden.

Det begynder med at du opdager hvad der i virkeligheden sker i hovedet på dig, når du tænker på dine vaner. Hvis du har kæmpet med en problemvane i mange år, vil du nemlig ofte have udvilet en masse indre mekanismer, som går i gang når du prøver at håndtere din vane.

Alle disse indre mekanismer kalder jeg for ”emhætten”, for de støjer men du kan meget let komme til at vænne dig til dem. Dem skal du lære at opdage.

Eksempel: Hvis du egentlig gerne ville lade være med at spise slik og kager, men ofte ender med at gøre det alligevel, kan du opleve det sådan her:

Det er eftermiddag og du er sulten. Nu nærmer du dig en bager og får lyst til kage. Og straks går emhætten i gang: du tænker på kage. Og på at du ikke bør spise kage. Så går du i gang med at tænke på om du ikke bare skulle spise en smule kage. Og du fortæller dig selv at du jo begynder på en kur i morgen. Og er det ikke også en økologisk kage? Og skal du ikke også snart begynde at træne. Og holde op med at bide negle. Og have vasket gulvet i køkkenet.

Det ser forskelligt ud for os alle, men vi har som regel det til fælles at vores forsøg på at håndtere vores vaner ender med at fylde vores hoveder med støj.

Den indre støj skal du have styr på. For ellers kan det være nærmest umuligt at håndtere din opmærksomhed.